Fodring
Foder med den rigtige sammensætning er medvirkende til at holde din hund eller kat sund og rask. Foderet skal være sammensat af kvalitetsråvarer, og skal indeholde de optimale mængder - hverken for lidt eller for meget - af alle de nødvendige næringsstoffer. Når man skal vælge foder, bør det både være "afbalanceret" og "fuldfoder". "Fuldfoder" betyder, at foderet indeholder alle de næringsstoffer, dyret har behov for. "Afbalanceret foder" tager hensyn til, at dyr i forskellig alder eller med forskellige levevilkår har forskellige behov.

 
HVALPE OG KILLINGER: Dyr i voksealderen har specielle ernæringsbehov, og har brug for de rigtige mængder af næringsstoffer igennem hele vækstperioden for at få en optimal udvikling. Det er i dette tidsrum, at dyrets knogler og muskler udvikles. Det anbefales at fodre med hvalpe- / killingefoder, indtil dyret er 6-12 måneder gammel, afhængig af hvornår den når sin voksne størrelse. Hvalpe af små og store racer har en meget forskellig vækst, og der er derfor hvalpefoder lavet til henholdsvis store hunderacer og mindre hunderacer.

 
GAMLE DYR: Korrekt ernæring kan afhjælpe risikoen for fedme, hjerteproblemer, fordøjelsesproblemer, nyresvigt, hudproblemer og andre af de besværligheder, der kan støde til i alderdommen. Vi anbefaler et fuldfoder, der er specielt fremstillet til de ældre dyr, feks. Prescription Diet g/d.

Kom ind og få en snak om foder til netop dit dyr, og få en smagsprøve med hjem.