Urinvejsproblemer hos kat
URINVEJSSTEN OG BLÆREBETÆNDELSE: Mange katte har tendens til at danne krystaller i deres urinveje. Der er flere årsager til dette: Arvelig disponering, urinens surhedsgrad, mængden af især magnesium i foderet, kattens vædskeindtag, overvægt og manglende motion. Krystallerne, der ligner glasskår laver ridser i urinvejens slimhinde. Dette bevirker dels at det svier når katten tisser, dels at den let udvikler en bakteriel blærebetændelse. Krystallerne kan også kitte sig sammen og danne grus eller egentlige blæresten. Hos hunkatten ses symptomer på blærebetændelse, med trængninger, hyppig smertefuld og eventuel blodig urinering, og ofte bliver katten urenlig. Hankatten udviser de samme symptomer, men da hankattes urinrør er meget snævert, er der stor risiko for, at det blokeres af grus og hævelse. Katten forsøger igen og igen at urinere, men der kommer intet, eller kun dråber. Denne situation bliver hurtigt livstruende for katten, og sygdommen kræver omgående og intensiv behandling. Urinvejssten kan forebygges ved at give katten et kvalitetsfoder, som netop modvirker dannelsen af urinvejssten. Vi tilbyder feks. Prescription Diet c/d eller Specific FCD.
DÅRLIGE NYRER: Nyrerne bliver slidt hos mange gamle dyr, og det er ofte et snigende forløb, der først opdages alt for sent. Man skal være opmærksom på, om dyret begynder at drikke eller tisse mere end tidligere, idet det ofte er det første symptom. Dyrlægen undersøger nyrernes funktion ved hjælp af en urin- og blodprøve. Dårlige nyrer kan desværre ikke helbredes, men dyret kan ofte få en god tilværelse, hvis man får sat ind i tide. Behandlingen går ud på at skåne nyrerne mest muligt, dette gøres ved hjælp af et specialfoder.
DEN URENLIGE KAT: Først undersøges ALTID om urenligheden skyldes blærebetændelse eller urinvejskrystaller. Kan dette udelukkes, kan man begynde at lede efter andre forklaringer. Det er kattens natur at urinmarkere sit territorium, denne adfærd udøves især af ukastrerede hankatte, men kan ses hos alle katte, især hvor katten er blevet stresset pga. ændringer i dens territorium. Det kan være nyt hus, nyt barn, naboen har fået kat/hund, men katten kan også urinere på f.eks. dyner eller lignende, hvis ejeren feks. har været væk, eller har forsøgt at straffe katten. Urenlighed behandles med en kombination af medicin, feromoner (duftstoffer), samt tiltag, der skal gøre kattebakken mere attraktiv for katten, og de uønskede toiletsteder mindre tiltrækkende. Rengør aldrig de steder hvor katten har urineret med ammoniakholdige midler, da dette vil tilskynde den til fortsat urenlighed på dette sted.