Opkast og diarre
Hvis en hund eller kat kaster op og / eller har diarre, kan det være tegn på en helt banal irritation i mave/tarmsystemet, eller være udtryk for en mere alvorlig lidelse som f.eks. infektion, allergi, parasitter, fremmedlegeme, organsygdom eller forgiftning.

Hvis dyret er begyndt at kaste op eller har fået diarre, men ellers er frisk og glad, kan man ofte klare problemet ved at faste dyret i 12 timer, give vand i små portioner i de næste 12 timer. Hvis dyret holder dette i sig, kan man give små portioner af skånemad (lyst og magert kød eller fisk, ris og surmælksprodukter).
 
Skånekosten gives i 3-4 dage, hvorefter man gradvis går tilbage til normalkosten. Hvis dyret bliver sløvt eller nedstemt, får over 39 grader i temperatur, får mavesmerter, fortsat kaster op eller får blodig diarre - så er det afsted til dyrlægen. Killinger, hvalpe eller gamle dyr bør altid tilses af en dyrlæge.